Hos gambling.dk arbejder vi for at give dig ærlige og veldokumenterede anmeldelser af og guider til online casinoer. For at opretholde en gratis tjeneste på et højt niveau er vi afhængige af indtægter – primært via henvisningslinks, hvor vi modtager en kommission, når du opretter en konto hos en spiludbyder via vores links – det håber vi, du vil, hvis du er tilfreds med vores tjeneste. Det medfører ingen ekstra omkostninger for dig, og dine bonusvilkår forbliver fuldstændig uændrede. Vores redaktionelle integritet er ikke til forhandling, og vi afhænger ikke af enkelte annoncører. Derfor er anbefalingerne altid saglige og kritiske.
gambling.dk er et uafhængigt medie, der hjælper forbrugere med at vælge det bedst tilgængelige spilprodukt til deres behov. Vi tilbyder en annonceringstjeneste af høj kvalitet ved udelukkende at fremhæve etablerede brands fra udbydere med licens i vores anmeldelser. Bemærk, at selvom vi bestræber os på at give dig opdaterede oplysninger, sammenligner vi ikke samtlige udbydere på markedet.
Keno regler: sådan spiller du keno i Danmark
Sidst opdateret:
Keno er det talspil, hvor du selv bestemmer, hvor svært du vil gøre det. Du vælger, hvor mange tal du spiller på, og du vælger, hvad du spiller for. Begge valg flytter både din chance og din gevinst, og det er dem, der afgør, hvor meget spil du reelt får for pengene.
Herunder gennemgår vi reglerne i den rækkefølge, du møder dem: hvad keno er, hvordan pladen og trækningen fungerer, hvilke varianter Danske Spil udbyder, og hvordan gevinsten regnes ud. Du får også de rigtige sandsynligheder, regnet på spillets egne tal, så du kan se præcis, hvad du går efter.
Og så er der lige det med de 70 tal. Pladen hos Danske Spil ser anderledes ud end den keno, du finder inde på casinoerne, og forskellen er værd at kende, før du sætter dit første kryds. Du skal være fyldt 18 år for at spille om penge i Danmark.
Hvad er keno?
Keno er et lotterispil bygget på ren tilfældighed. Du krydser et antal tal af på en plade, der trækkes en række vindertal, og gevinsten afhænger af, hvor mange af dine tal der kommer ud.
Det særlige er, at gevinsten ikke kun handler om antallet af rigtige, men om hvor stor en andel af dine egne tal du rammer. Fem rigtige ud af fem valgte udløser noget helt andet end fem rigtige ud af ti valgte.
Dansk keno og casino-keno: 70 eller 80 tal
Der findes to udgaver, og de blandes tit sammen:
- Keno hos Danske Spil: pladen har 70 tal, og der trækkes 20 vindertal én gang i døgnet. Det er den udgave, langt de fleste danskere mener, når de siger keno.
- Keno på online casino: pladen har typisk 80 tal, og der trækkes også her 20 vindertal, men trækningen sker med det samme, så snart du trykker.
Reglerne er de samme i begge, det er talområdet og tempoet, der skiller dem. Resten af siden tager udgangspunkt i den danske udgave, og vi siger til, hvor casino-keno opfører sig anderledes.
Keno regler: sådan spiller du
Selve gangen i spillet er kort:
- Vælg dine tal på pladen.
- Vælg din indsats.
- Afvent trækningen af de 20 vindertal.
- Tæl dine træf, og slå gevinsten op i gevinstnøglen for netop det antal tal, du valgte.
Sidste punkt er det, folk springer over. Der findes ikke én gevinsttabel i keno, men en for hvert antal valgte tal, og de ser meget forskellige ud.
Kenopladen og de 70 tal
Hos Danske Spil markerer du mellem 2 og 10 tal på en plade med 70 felter. Du kan sætte krydserne selv eller lade systemet vælge tilfældigt for dig.
Indsatsen vælger du derefter. Du kan spille for 5, 10, 20, 50 eller 100 kroner på dine tal, og beløbet ganger hele gevinstnøglen op. Samme række tal for 100 kroner udbetaler altså markant mere end den samme række for 5 kroner.
Hvordan trækkes vindertallene?
Der trækkes 20 vindertal ud af de 70 mulige. Online hos casinoerne styres trækningen af en tilfældighedsgenerator (RNG), der giver hvert tal præcis samme chance for at komme ud.
Hver trækning står helt for sig selv. Tallene fra i går har ingen indflydelse på tallene i dag, og en kugle kan ikke huske, hvornår den sidst var ude. Varme og kolde tal er derfor en ren efterrationalisering, og vi vender tilbage til det under strategi.
Keno-varianter hos Danske Spil
Danske Spil udbyder keno i flere faste udgaver, som mest af alt ændrer på, hvor meget du binder, og hvor gevinsten kan lande.
Lille Keno og Store Keno
De to færdigpakkede udgaver. Du får en fast kupon til en fast pris i stedet for selv at sammensætte rækker og indsats. Store Keno dækker flest tal og kombinationer, Lille Keno er den billige indgang.
MillionKeno
Fem rækker med ni tal i hver for 25 kroner. Er bare én af rækkerne med blandt aftenens 20 vindertal, vinder du en million. Fem forsøg på den samme millionchance pr. kupon.
SystemKeno og Vælg Selv
I SystemKeno sætter du mindst ét kryds mere, end du spiller på. Vil du gå efter seks rigtige, vælger du syv tal eller flere, og det løfter chancen, fordi du dækker flere kombinationer.
Prisen følger med, for du betaler for hver eneste kombination, systemet dækker. Vi bruger den ikke til at strække et lille budget. SystemKeno er sjov, når du alligevel havde tænkt dig at spille for et større beløb på én gang, og den er en dyr måde at spille ofte på.
Vælg Selv er det modsatte: du bestemmer antal rækker, antal tal og indsats helt fra bunden.
Gevinster i keno: hvad kan du vinde?
Gevinsten står i gevinstnøglen for dit antal valgte tal, ganget med indsatsen. Hos Danske Spil rækker toppen fra omkring en million kroner på ni tal til en lille indsats og op til 22 millioner på ti tal for 100 kroner.
Keno har en finesse, de fleste lotterier ikke har: du kan vinde på nul træf. Vælger du otte til ti tal, betaler nøglen en lille gevinst, hvis ingen af dem kommer ud. Med ti tal sker det i 2,59 % af trækningerne, cirka hver 39. gang.
Det er den regel, vi selv holder mest af ved keno. Den gør rækkerne med mange tal mindre dødsyge, end de ser ud, for kuponen er ikke tabt, bare fordi pladen står tom.
Hvor mange tal skal du vælge?
Der er ikke ét rigtigt svar, men sammenhængen er klar:
- 2 til 4 tal: gevinster ofte, gevinster småt. Du rammer alle dine tal hver 13. til hver 189. gang.
- 5 til 7 tal: midten. Fuld plade ligger mellem hver 781. og hver 15.464. gang.
- 8 til 10 tal: jagten på den store. Fuld plade er sjælden, til gengæld betaler nøglen også på nul træf.
Vil du have mest spilletid for pengene, så vælg få tal. Vil du have millionchancen, koster det i antal gange, du går tomhændet hjem.
Vinderchancer: det du reelt spiller op imod
Tallene herunder er regnet på spillets egne rammer, 20 vindertal ud af 70, og gælder for at ramme alle dine valgte tal:
- 2 tal: 1 ud af 13
- 4 tal: 1 ud af 189
- 6 tal: 1 ud af 3.383
- 8 tal: 1 ud af 74.941
- 10 tal: 1 ud af 2.147.181
Spiller du casino-keno med 80 tal på pladen, bliver toppen endnu tungere. Der er alle ti rigtige 1 ud af 8.911.711.
Husk, at huset har en fordel i keno, og den er større end i de fleste bordspil. Du kan vælge, hvordan du fordeler din chance, men du kan ikke spille dig ud af den. Gevinstnøglerne varierer fra udbyder til udbyder, så tjek den konkrete nøgle, før du satser.
Keno vindertal: hvornår trækkes de?
Hos Danske Spil er der trækning hver dag. Spilstop er klokken 21, og resultatet ligger klar cirka klokken 21.30, altså en lille halv time efter. Du finder vindertallene hos udbyderen og på tekst-tv.
På casinoerne venter du ikke. Der kører trækningen med det samme, og du kan spille runde efter runde uden pause.
Keno-strategi og tips
Ingen strategi ændrer, hvilke tal der bliver trukket. Det kan derimod betale sig at spille klogere:
- Læs gevinstnøglen først. Den afgør, om dit valg af antal tal overhovedet giver mening for det, du vil opnå.
- Drop varme og kolde tal. Hver trækning er uafhængig, og et tal, der ikke har været ude i tre uger, er hverken tættere på eller længere fra at komme ud.
- Vælg antal tal efter dit mål, ikke efter mavefornemmelsen. Få tal til spilletid, mange tal til millionchancen.
- Sæt et beløb, før du går i gang, og hold dig til det. Daglige trækninger er nemme at lade løbe.
Keno eller lotto: hvad er forskellen?
De to spil ligner hinanden udefra, men du har langt mere at skulle have sagt i keno:
- Antal tal: i keno vælger du selv hvor mange. I lotto er antallet fast.
- Trækninger: keno trækkes dagligt. Lotto kører på faste ugedage.
- Styring af risiko: i keno skruer du selv på forholdet mellem chance og gevinst. I lotto er rammen givet.
- Gevinst uden træf: mulig i keno på mange tal. Findes ikke i lotto.
Keno har desuden en højere tilbagebetalingsprocent end de klassiske ugentlige lotterier. Det gør ikke keno til et spil, du tjener penge på, men du får mere spil for hver hundredkroneseddel.
Kenos historie: fra Kina til Danmark
Keno stammer fra Kina og er et af verdens ældste lotterier. Den oprindelige udgave blev spillet med skrifttegn og bliver tilskrevet hærføreren Cheung Leung, der efter sigende brugte spillet til at finansiere en krig.
Kinesiske indvandrere tog det med til USA i 1800-tallet, hvor skrifttegnene blev skiftet ud med tal. Den udgave er den, casinoerne spiller i dag. I Danmark satte Danske Spil keno i handlen i 2004.
Hvor kan du spille keno online?
Keno hos Danske Spil er et lotteri, og det er Danske Spil, der udbyder det. Vil du spille casino-keno med 80 tal, ligger det hos online casinoer med dansk licens, og der er et par ting at kigge efter:
- Dansk licens fra Spillemyndigheden. Uden den er dine gevinster hverken beskyttede eller skattefrie.
- En gevinstnøgle, du kan se, før du spiller. Kan du ikke finde den, så spil et andet sted.
- Danske betalingsmetoder som MobilePay og kort.
- Værktøjer til at sætte grænser direkte i kontoen.
Ansvarligt spil: ROFUS, StopSpillet og 18-årsgrænsen
Keno trækkes hver eneste dag, og et dagligt spil er nemmere at miste overblikket over end et ugentligt. Sæt rammerne på forhånd.
- Du skal være fyldt 18 år for at spille om penge i Danmark.
- Alle udbydere med dansk licens fra Spillemyndigheden skal tilbyde dig indbetalingsgrænser, tidsgrænser og realitetstjek. Sæt dem, før du går i gang.
- Vil du holde helt op, kan du udelukke dig selv fra alt licenseret spil i Danmark via ROFUS, i en periode eller permanent.
- Har du brug for at snakke med nogen, er Spillemyndighedens hjælpelinje StopSpillet gratis og anonym.
Vi har samlet flere gode råd til ansvarligt spil et andet sted på siden. Husk, at spil altid skal være underholdning, aldrig en måde at tjene penge på.
Tag det her med, før du sætter krydserne
Hos Danske Spil vælger du 2 til 10 tal på en plade med 70, og der trækkes 20 vindertal hver aften med spilstop klokken 21. På casinoerne har pladen 80 tal, og trækningen sker med det samme. Gevinsten slås op i gevinstnøglen for netop dit antal valgte tal, og med mange tal betaler nøglen også på nul træf.
Få tal giver spilletid, mange tal giver millionchancen. Vil du videre, kan du læse, hvordan tilfældighedsgeneratoren bag trækningen fungerer, eller finde et sted at spille på oversigten over licenserede danske casinoer, hvis du vil i gang med det samme. Er du mere til bingo, ligger den guide lige ved siden af.
Ofte stillede spørgsmål om keno regler
Hvor mange rigtige skal man have i keno?
Det afhænger af, hvor mange tal du har valgt. Der er en gevinstnøgle for hvert antal valgte tal, og kravet står i den. Spiller du på få tal, skal du typisk have dem alle for at vinde. Spiller du på otte til ti tal, udløser langt færre træf gevinst, og nul træf gør det også.
Hvor meget vinder man i keno?
Gevinsten er gevinstnøglens beløb ganget med din indsats. Hos Danske Spil går toppen fra omkring en million kroner på ni tal til en lille indsats og op til 22 millioner kroner på ti tal for 100 kroner. På online casino er nøglerne mindre, men trækningen kører til gengæld hele tiden.
Hvad er sandsynligheden for at vinde i keno?
For at ramme alle dine tal hos Danske Spil, hvor 20 af 70 tal trækkes: 1 ud af 13 med to tal, 1 ud af 189 med fire, 1 ud af 3.383 med seks og 1 ud af 2.147.181 med ti. Chancen for mindst ét træf er væsentligt større, og den er det, de fleste gevinster kommer fra.
Hvornår er keno vindertal?
Der er trækning hver dag. Spilstop er klokken 21, og de 20 vindertal ligger klar cirka klokken 21.30. Du finder dem hos udbyderen og på tekst-tv. Spiller du keno på et online casino i stedet, trækkes tallene med det samme, hver gang du starter en runde.
Hvad er forskellen på keno hos Danske Spil og keno på casino?
Talområdet og tempoet. Danske Spil spiller med 70 tal på pladen og én daglig trækning klokken 21. Casinoernes keno bruger typisk 80 tal og trækker med det samme, så du kan spille runde efter runde. Reglerne og måden gevinsten regnes ud på er ens.
Kan man spille keno på mobilen?
Ja. Danske Spil har keno i deres lotteri-app, og hos online casinoer med dansk licens kører keno direkte i mobilbrowseren, så du slipper for at hente noget. Pladen og reglerne er de samme, layoutet er bare skaleret til skærmen, og du kan sætte dine indbetalingsgrænser samme sted.
18+ | Spil ansvarligt | ROFUS.nu | StopSpillet